Forside » Spørgsmål og svar » Regler for patientens tilføjelser til journalen








Bragt i Politiken 23. maj 2008

Hvad er alle disse klagenævn værd?

 

Vi har i Danmark mange klagenævn, der i virkeligheden er en hybrid mellem at være domstolslignende organer og serviceorganer. Spørgsmålet er imidlertid, om klagenævnskonstruktionen så også giver borgerne retssikkerhed og service

 

af Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark

 

 

Uden tvivl er de mange nævn, vi har, oprettet ud fra de bedste intentioner. Selv en lang sagsbehandling i et klagenævn er ofte kortere, end den ville have været ved domstolene. Og såvel klager som samfund - og dermed skatteborgerne - slipper relativt billigt. Det er som regel gratis at klage, og man behøver ingen dyr advokat eller at møde op i retten. Og klagenævnene har rimelig små omkostninger sammenlignet med domstolene. Men giver nævnene så også borgerne den retssikkerhed, som man må forvente i et demokratisk retssamfund? Kigger vi nærmere på f.eks. Patientklagenævnet, ser vi, at dette ikke er tilfældet.

 

Vi har et godt retsprincip, der siger, at al tvivl skal komme den indklagede og sigtede til gode. Vi lader hellere ti skyldige gå fri end straffer én uskyldig. Dette princip henholder Patientklagenævnet sig ofte til, når det afviser at give kritik. Står det påstand mod påstand i en sag, udtales der ikke kritik mod den indklagede sundhedsperson. Imidlertid har dette princip kun gyldighed, når der forinden var været en grundig retssag og sagsbehandling, hvor påstandene har kunnet prøves f.eks. gennem indkaldelse af vidner. En sådan mulighed har ingen af parterne over for klagenævnene. Her er sagsbehandlingen alene skriftlig.  

 

Lad mig give et eksempel: En mand er indlagt efter en blodprop og får høje doser blodfortyndende medicin. Om natten går han på toilettet, og tilbage ved sin seng falder han om. En medpatient tilkalder nattevagten, og sammen får de manden op i sengen, dog uden at foretage sig yderligere. Først op ad formiddagen finder man patienten døende i sin seng med en voldsom hjerneblødning. Mandens hustru mener, at manden, der normalt ingen problemer har med bentøjet, faldt om natten på grund af hjerneblødningen, og at man på det tidspunkt straks burde have indledt relevant behandling. Nattevagten har intet noteret om hændelsen, og der står intet i sygehusets papirer om de faldmærker, som manden havde på ansigtet. Den eneste, der kunne kaste lys over hændelsen er dermed medpatienten, som for længst er udskrevet, da klagesagen skal til at begynde. Hustruen ved ikke, hvad han hedder, og hvor han befinder sig, og ingen vil hjælpe med at finde ham. Og selv om han kunne fortælle noget vigtigt, ville han ikke kunne blive udspurgt af Patientklagenævnet, fordi der ikke kan føres vidner. Og uden vidnet taber hustruen klagesagen.

 

Patientklagenævnet henviser altså på den ene side til almindelige retsprincipper, når det skal frikende en indklaget sundhedsperson, mens klagenævnskonstruktionen ikke giver mulighed for at honorere et andet og lige så rodfæstet retsprincip, nemlig at der kan føres vidner. Den udelukkende skriftlige sagsbehandling kan desuden være et stort problem for borgere uden lang uddannelse. En sag kan stå og falde med, hvor præcist klagebrevet udformes.

 

Hvad angår sundhedspersonen, ville en sigtet ved en domstol skulle besvare konkrete spørgsmål om hændelsesforløbet under ed. Men Patientklagenævnet indhenter blot via embedslægen en skriftlig beskrivelse af hændelsesforløbet hos den indklagede. Disse beskrivelser kan have karakter af en fristil, der behændigt undlader at komme ind på de kritisable punkter i sagen. Og selv om klageren påpeger dette for Patientklagenævnet, gøres der ikke yderligere - og kan der måske heller ikke i klagenævnsregi gøres yderligere - for at få oplyst de dunkle punkter.

 

Patientklagenævnet har et sekretariat af læger og jurister, der står for sagsbehandlingen, og som kommer med en indstilling. Den endelige afgørelse træffes af nævnet, hvor en dommer sidder for bordenden. Udover dommeren er der fire medlemmer: to læger, en repræsentant for sygehusejerne (regionerne) og en patientrepræsentant. Man kan med rette stille spørgsmålet, om netop patientrepræsentanten er repræsenteret med tilstrækkelig styrke i den samlede lægmandsrepræsentation. Lægmandselementet er med i alle niveauer i retssystemet, dette er noget helt fundamentalt, men i klagenævnene er der en bekymrende tendens til, at man af effektivitetshensyn lader et stort antal sager afgøre som såkaldte formandsafgørelser. Det er med andre ord alene dommeren i nævnet, der beslutter, om kritisk skal gives. I disse sager kommer lægmandselementet kun ind, hvis et nævnsmedlem aktivt gør indsigelse.

 

Endelig er det et kuriosum, at visse af klagenævnene, f.eks. Patientklagenævnet, ikke har nogen ankemulighed. At alle har mindst én ankemulighed er ellers et grundfæstet retsprincip.  

 

Som formand for Patientforeningen Danmark kender jeg i sagens natur mest til Patientklagenævnet, men mange andre nævn i Danmark lider sandsynligvis af de samme skavanker, for ingen forestiller sig vel, at man har konstrueret et specielt diabolsk klagesystem for kun patienterne i dette land. Det rejser det generelle spørgsmål: Hvad er alle disse klagenævn værd?